Hvad sker der egentlig?

Verden er forandret siden sidst. Ikke bare fik USA ny præsident igår, jeg har også forandret mit liv siden sidste blogpost. Som åbenbart er et år siden nu. Det er altså ganske meget på tide, at skrive lidt herinde igen.

I har været flinke til at læse med alligevel, siger min frøken Statistik. Enten skriver jeg bare så skidegodt, at I bare ikke kan lade være med, at læse det igen og igen, eller også er der mange nysgerrige, der liiiige skal tjekke hvem jeg er Godt det samme, for så har min blog ikke været så ensom det seneste år.

Vi ses igen snart, for jeg har en bekendelse til gode. Som I så måske læser, hvis I altså ikke bedre kunne lide de gamle indlæg og bare læser dem i stedet? Det finder vi ud af.

God torsdag.

Hvad fucker egentlig dit barn op?

For ikke længe siden var jeg til en konference i forbindelse med mit arbejde. Konferencen handlede om hjernen og læring, og det gjorde den så ikke helt alligevel, men det var outlinet. I forbindelse med en præsentation på konferencen, blev der fortalt en historie om en mand, der forkastede religion og forkastede tanken om, at der kunne findes en Gud. Selvom en lang forklaring af sammenhængen naturligvis kunne være på sin plads her, så synes jeg godt dette eksempel kan tages ud af kontekst. Forklaringsmodellen for denne mands overbevisninger omkring Guds eksistens (og i dette tilfælde mangel på eksistens), var at han havde hørt sin mor afvise Guds eksistens da han var 6 år gammel. Retfærdigvis skal jeg sige, at jeg ikke noterede mig om/at der kom tillægsforklaringer, og jeg har ikke noteret andet end dette. Manden tror ikke på Gud, på baggrund af hans mors afvisninger af Guds eksistens, da han var barn. Og dette mundede så ud i konklusionen, at vores forestillinger om verden, retteligen eller ej, ofte er givet af andre mennesker. Og oftest af vores forældre.

Nu anser jeg det ikke for at være fatalt at have en holdning til religion og give udtryk for den overfor sine børn. Jeg selv har en klar holdning og tro eller mangel på samme, det er svært at definere. Jeg har dog valgt, at give mit barn en magisk forklaring på væren, og moderere denne i takt med, at hun bliver ældre og forstår mere. Men den er stadig magisk. Hvad hun vælger at tro som voksen, er hendes valg, jeg har blot valgt denne forklaring til hende, mens hun er barn. Ligesom jeg vælger helt utrolig mange andre store ting for hende. Træffer afgørende og knap så afgørende beslutninger i hendes lille liv hver dag. Naturligvis. Det er vel min opgave som forælder. Og her kommer så min anke imod ovenstående præsentations postulat ind for….

Skal vi være bange for at give vores børn forestillinger om verden?

Tænk blot på, hvis du altså er forælder, hvor mange svar du har givet dit barn idag. Svar på alt fra detaljerede filosofiske spørgsmål, til svar på om de må få en is eller ej. Svar på spørgsmål, du har svaret på mange gange før og som barnet kender svaret på, og svar på nye spørgsmål. Mange af disse svar vil, hvis de står alene, nok ikke være så afgørende, men når man samler dem, alle svarene, altså, vil de have afgørende betydning for dit barns opfattelse af verden og hvordan det skal agere som menneske og tro og vide. Det vil sige, at det ikke kun er de store filosofiske spørgsmåls svar, der får indflydelse, men også alle de andre, når de summer op til at være en barndoms svar på en barndoms spørgsmål. Og hvis vi hver gang, vi som forældre svarer på et spørgsmål, er bange for at fucke vores barn op og måske ødelægge hans eller hendes fremtidige mulighed for eksempelvis tro, så ville vores svar sandsynligvis blive hakkende og stammende utroværdige.

Dertil kommer tanken om alle de spor, vi gerne vil efterlade i vores børn, og hvilke svar det kræver. Jeg vil gerne efterlade spor af empati, forståelse, selvkærlighed og kærlighed hos mit barn. Men hvordan gør jeg det? Der er svar jo sjældent nok, der skal mere til. Men jeg vil hellere bruge min energi på dette, end på at overveje om jeg mine svar negativt indpoder en holdning til verden. Jeg vil hellere koncentrere mig om de ting jeg positivt kan indpode. Hvis man da kan tale om at kunne det.

Du

Du besidder snart fire års erfaring med verden og fire års snarrådighed udi at få vristet is ud af din mor. Du er sjov og griner glad og gerne af sjove ting, også når du ikke helt forstår det. Du fandt på, at når pippi langstrømpe bader, slår hun koldbøtter og vasker sig i numsen hver gang hun runden rundt. Klask, klask, klask. Du driller mig, når du kan og aer min kind, når du vil være kærlig. Du ved, hvad der gør mig stolt og du fortæller mig, hvad jeg skal til at sige. Vi taler i munden på hinanden og siger ofte de samme ting. Du elsker gul, men ved at du som pige bør elske lyserød, dog har du fattet tydeligt at du, som moderne individ, skal kunne lide alle farver. Du ønsker dig blomster, sæber og popcorn til jul og fødselsdag. Din yndlingsmad er pasta med kødsauce eller ost. Rigtig ost. Du øser af din kærlighed og øser af dine ord. Dine ord flyder ud af munden på dig fra morgen til aften og det er smukt, at høre dine teorier om verden folde sig ud. Jeg elsker dig.

Noget om held og det vigtige i livet

En uges ferie mere, ville nu ikke gøre noget.

Nu hvor hverdagen så småt er vendt tilbage og vi oven i købet om to dage er så heldige at toppe det med weekend -og for mit vedkommende endda en weekend fyldt med dejlige oplevelser, god mad og skønne mennesker-, så er jeg blevet konfronteret med mange udtalelser a la ovenstående. Det vil sige variationer over det banale faktum at man altid efter en ferie kan bruge en ferie mere. Og jeg har sågar vist selv taget dette udsagn i min mund et par gange eller tre. Og det er da bestemt også sandt; jeg kunne så godt bruge en uge til, og en til og en til. Til at nå alle de vigtige ting i livet, som at have tid til at kigge på barnet, der leger en god leg. Bare kigge og ind i mellem få lov at agere statist i samme leg. Lave en masse dejlig mad, der tager rigtig lang tid, uden at bekymre mig om hvorvidt vi nu får spist inden 18 så vi kan nå at bade og andre nødvendigheder inden 19, så barnet kan få sin skønhedssøvn, der er så nødvendig for at få hverdagen til at hænge sammen. Læse alle de bøger jeg har lyst til, uden at skele til, at jeg burde arbejde, være lidt kreativ, bare lidt, og planlægge de ting, der skal kreeres til efteråret. Kigge lidt mere på barnet, lege en god leg, lære alle de nye spil, vi nu kan spille, fordi hun er blevet så meget større, købe sig fattig i endnu flere bøger og masser af take-away som kan indtages hvor end man har lyst. Alt det rigtig vigtige i livet. Ikke? Weekendplanerne føles som en minifortsættelse af ferien og forrige weekend gav mig lejlighed til at læse en gammel udgave af the New Yorker og nyde alle de velskrevne artikler deri. I the New Yorker var en artikel om Netflix og deres fantastiske nye tiltag på medarbejdersiden, nemlig valgfri barsel op til et år. Valgfri barsel i op til et år. Gode barselsforhold i Silicon Valley blev også beskrevet og her var flere firmaers løsninger at give moderen 18-20 ugers barsel mens faderens muligheder for barsel var 12 uger. 18+12 er, mig bekendt, lig med 30 og derfor kan man sige at dansk barsel på sammenlagt 48 (50?) uger samt mulighed for forlænges og iøvrigt mulighed for at toppe den med 5-10 ugers ferie alt efter ferieforbruget i de til barslen stødende ferieår. Seriously, vi har det godt her i DK. Altså sådan rigtig godt. Også selvom vores unger skal gå mere i skole og vores institutioner bliver større og og og. Sikke vi har det godt.

Også selvom ferien er slut og hverdagen er igang igen.

Sådan en søndag

Når jeg turde poste et indlæg om den frygtindgydende fredag, er det også kun fordi min weekend -trods arbejde og regn- har været helt fortryllende på flere måder. At få endnu en indsigt i den mest ubrydelige kærlighed, at møde nye mennesker, at se afholdte velkendte yndslingsmennesker, at nyde naturens overdådige rigdom, at blive præsenteret for det ene citat efter det andet med fireårigt fokus, har gjort sit til, at min weekend har været ganske andet end ordinær.

Søndagens sendes på hæld herfra med et beskedent udpluk af weekendens sayings;
Faktisk har hele mit liv gjort mig glad. Faktisk har jeg så meget kærlighed nu at jeg er så tyk i min mave. Så meget kærlighed har jeg.

Jeg er født til at være stærk, faktisk har du født mig til at være stærk. Og jeg har også masser af kærlighed.

Mor, jeg ved noget om planter. Faktisk ved jeg, at man putter sådan et frø i en lille skål med jord i. Og så vand og så bliver de store. Men ikke til at starte med, til at starte med er de små. Og så bliver de store. Og så kan man spise dem. Det ved jeg.

Skrevet fredag, udgivet væsentligt senere

Imorges -tidlig morgen- stak dagen mig sin kolde klamme og regnvåde hånd og sagde; hey, jeg hedder fredag, men du kan bare kalde mig mandag.

Udfordret på skik følge eller land fly, udfordret på forståelse for alt, udfordret på, ja, en hel del denne dag, måtte jeg sande. Og på vejen, fra et møde til et andet, kørte jeg gennem Kødbyen. Det skal man -jeg- naturligvis lade være med, så tæt på den første i måneden, for hele vejen igennem havde narkomanerne valgt at plante sig og junke. Da jeg endelig kom igennem Københavns Kødpakkedistrikt græd mine indre øjne tårer, så selv skybruddet var en parentes i vandmængder.

Hvad sker der fredag? Så sænker vi lige paraderne og giver gode energier igen, ikke?

Syrien

Jeg åbner for politiken.dk og får en umiddelbar overskrift blæst ud i hovedet; “Billeder af børnelig lækkes på de sociale medier”. Og jeg ved desværre, at det er sandt for jeg, der ellers aldrig er på Facebook, var på Facebook for at tjekke op på et arrangement koordineret via Facebook. Og så så børneligene, der flød i vandkanten. Er det forkert af mig, at skrive om det? Er det forkert at billederne er lækket? Er det ikke forkert, at vi ikke gør noget? Er det vi gør forkert? Hvad er egentlig rigtigt og forkert?
Billederne fik mig helt ud af balance. En balance, der normalt er svær at forrykke. Jeg så mit eget barns ansigt iblandt de døde børns ansigter og jeg ved jo, som alle andre født i dette fantastiske land, der flyder af mælk og honning ved, at hvis jeg var født et andet sted, lad os sige Syrien, så var jeg nok på flugt og så var der en sandsynlighed for, at det var mit barns ansigt. Morbidt? Nej. Realistisk.
Hvad er rigtigt og forkert.
Min samvittighed nager. Over at jeg få timer forinden har kreeret en ønskeliste til min datters fire års fødselsdag. Over at jeg har været utilfreds med nogle bittesmå problemer i mit liv, som egentlig ikke en skid er problemer. Over at jeg gerne ville holde lidt mere ferie eller weekend eller begge dele. Over at jeg er træt, når jeg har så luksuriøst et liv her i trygge, sikre, rige Danmark. Over at jeg kunne ligge på en græsplæne på Islands Brygge og lukke øjnene og nyde solen sidste varme stråler uden frygt, uden fare, jeg kunne falde i søvn og fortsat vågne, uden nogen havde forsøgt at gøre mig ondt, uden noget havde taget min taske og øvrigt ejendomme. Eller voldtaget mig. Eller noget endnu værre.
Uden frygt. Uden frygt.

En kollegas datter tager på privat aktion til Grækenland og tager imod flygtninge på stranden. Jeg beundrer hendes mod. Jeg ville gerne kunne gøre det samme, men ved ikke om jeg kan. Men hvad kan man så gøre? Ja, give penge! Det gør jeg. Hvad andet? Har I forslag?