Gadespejl

Om aftenen, næsten hver aften, når min datter sover sødt, tager jeg en kop the eller kaffe med ud på altanen og nyder, at byen stadig suser ligeså stille. Folk er på vej hjem, på vej hen og det er dejligt at have altan ud til en gade, hvor der foregår så meget, som det gør på min gade.

Det gør heller ikke fornøjelsen ringere, at jeg er nysgerrigt anlagt. Ikke utidigt nysgerrig, men måske nysgerrig lidt mere end de fleste. Min nysgerrighed går sjældent på kendte eller kongelige, men oftest på det ukendte ansigt, jeg møder på gaden. Min nysgerrighed behøver ikke svar, jeg forestiller mig alt det, der ikke åbenlyst er. Noget er realistisk, andet er nok bare fantasi. Og derfor nyder jeg, at sidde stille på min altan, se solen gå ned, og se ukendte ansigter gå forbi. Jeg forestiller mig, hvor de har været og hvor de er på vej hen, om de er glade, trætte, kede, hvad de tænker på og når der går flere sammen, kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvad deres relation er, hvordan den er og meget mere. Noget kan man læse ud af kropssprog, andet må man tænke sig til. Her til aften så jeg et ungt par gå nede på på min gade. De holdt i hånden og udvekslede den slags indforståede blikke, som forelskede mennesker gør det. Deres blik og at de holdt stædigt i hånd, selvom den ene, der holdt en hundesnor (med hund i den anden ende) i den anden hånd, flere gange blev trukket væk af hunden, deres grin,var der noget næsten sorgløst over. Som forelskede gør set bedst. Tak for den oplevelse, gadespejl.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s