Kræsenpind eller madmodig?

Verdensmester i børneopdragelse er jeg næppe, jeg er jo bare et menneske, men en ting, jeg faktisk kan finde ud af, det er kommunikation med, til og om børn, både som læring, men også som forandring. Ja, det er faktisk det, jeg har tjent penge på, det meste af mit arbejdsliv. Og de seneste mange år har mad været genstandsfeltet for min kommunikation. Så jeg tør godt påberåbe mig en, om ikke ekspertstatus, så i hvert fald en erfaring. Jeg tror dog, at alle børn er forskellige, og alle forældre er jo eksperter på deres eget barn, men når jeg alligevel vælger at dele dette, er det fordi, jeg selv har lært så utrolig meget af både eksperter og almindelige forældre, jeg har blot hapset den lille del af deres beretning og erfaring, som jeg kunne bruge.

Hvis I har børn, der har været igennem to-års-alderen kender I måske sætningen “det kan jeg ikke li”.

Det siger alle børn og de siger det gerne, når de ikke kan genkende den mad, der bliver serveret, og ofte også hvis det er mad, der ikke kan skilles ad. Sammenkogte retter med udefinerbare ingredienser, kan synes at være hård kost for små børn. Men, for der er et men, det er et udsagn der kan dække over utrolig mange meninger. Det betyder ikke, at man ikke skal tage udsagnet alvorligt, eller at man generelt ikke skal tage børn alvorligt når de siger noget, men man skal ligesom med alle andre udsagn fra (små) børn, finde ind til kernen af betydning i de udsagn de kommer med.

I tilfældet med “det kan jeg ikke li”, har jeg erfaret at det kan betyde så forskellige ting som:

Jeg er for træt til selv at dechifrere de forskellige råvarer i min mad, hvad er det?

Jeg er sur over at jeg blev afbrudt i min leg, jeg vil ikke spise, jeg vil lege.

Den her råvare har jeg aldrig set før, hvad er det?

Jeg havde ikke lyst til lasagne, men til risengrød.

…… Fortsæt selv, betydningerne kan være mange, når min datter siger “det kan jeg ikke li”, men fælles for alle betydningerne er, at det meget sjældent betyder de ord der kommer ud af hendes mund, dvs det betyder sjældent at hun ikke kan lide det, men at hun ikke kan udtrykke de andre følelser hun har, men hun ved at det simple udsagn afkræver en reaktion hos mor eller far. Faktisk har jeg kun en enkelt gang oplevet at hun ikke kunne lide en fødevare, nemlig svampe. Dem har huens fastholdt at hun ikke kan lide, hun sorterer dem fra og hun spiser dem ikke. Men hun prøver faktisk altid at smage, og jeg lyver aldrig for hende og siger at det er noget andet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s