Hvad fucker egentlig dit barn op?

For ikke længe siden var jeg til en konference i forbindelse med mit arbejde. Konferencen handlede om hjernen og læring, og det gjorde den så ikke helt alligevel, men det var outlinet. I forbindelse med en præsentation på konferencen, blev der fortalt en historie om en mand, der forkastede religion og forkastede tanken om, at der kunne findes en Gud. Selvom en lang forklaring af sammenhængen naturligvis kunne være på sin plads her, så synes jeg godt dette eksempel kan tages ud af kontekst. Forklaringsmodellen for denne mands overbevisninger omkring Guds eksistens (og i dette tilfælde mangel på eksistens), var at han havde hørt sin mor afvise Guds eksistens da han var 6 år gammel. Retfærdigvis skal jeg sige, at jeg ikke noterede mig om/at der kom tillægsforklaringer, og jeg har ikke noteret andet end dette. Manden tror ikke på Gud, på baggrund af hans mors afvisninger af Guds eksistens, da han var barn. Og dette mundede så ud i konklusionen, at vores forestillinger om verden, retteligen eller ej, ofte er givet af andre mennesker. Og oftest af vores forældre.

Nu anser jeg det ikke for at være fatalt at have en holdning til religion og give udtryk for den overfor sine børn. Jeg selv har en klar holdning og tro eller mangel på samme, det er svært at definere. Jeg har dog valgt, at give mit barn en magisk forklaring på væren, og moderere denne i takt med, at hun bliver ældre og forstår mere. Men den er stadig magisk. Hvad hun vælger at tro som voksen, er hendes valg, jeg har blot valgt denne forklaring til hende, mens hun er barn. Ligesom jeg vælger helt utrolig mange andre store ting for hende. Træffer afgørende og knap så afgørende beslutninger i hendes lille liv hver dag. Naturligvis. Det er vel min opgave som forælder. Og her kommer så min anke imod ovenstående præsentations postulat ind for….

Skal vi være bange for at give vores børn forestillinger om verden?

Tænk blot på, hvis du altså er forælder, hvor mange svar du har givet dit barn idag. Svar på alt fra detaljerede filosofiske spørgsmål, til svar på om de må få en is eller ej. Svar på spørgsmål, du har svaret på mange gange før og som barnet kender svaret på, og svar på nye spørgsmål. Mange af disse svar vil, hvis de står alene, nok ikke være så afgørende, men når man samler dem, alle svarene, altså, vil de have afgørende betydning for dit barns opfattelse af verden og hvordan det skal agere som menneske og tro og vide. Det vil sige, at det ikke kun er de store filosofiske spørgsmåls svar, der får indflydelse, men også alle de andre, når de summer op til at være en barndoms svar på en barndoms spørgsmål. Og hvis vi hver gang, vi som forældre svarer på et spørgsmål, er bange for at fucke vores barn op og måske ødelægge hans eller hendes fremtidige mulighed for eksempelvis tro, så ville vores svar sandsynligvis blive hakkende og stammende utroværdige.

Dertil kommer tanken om alle de spor, vi gerne vil efterlade i vores børn, og hvilke svar det kræver. Jeg vil gerne efterlade spor af empati, forståelse, selvkærlighed og kærlighed hos mit barn. Men hvordan gør jeg det? Der er svar jo sjældent nok, der skal mere til. Men jeg vil hellere bruge min energi på dette, end på at overveje om jeg mine svar negativt indpoder en holdning til verden. Jeg vil hellere koncentrere mig om de ting jeg positivt kan indpode. Hvis man da kan tale om at kunne det.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s